Hvad er phishing og
hvordan undgår du det?

'Phishing' er mails, der forsøger at lokke fortrolige oplysninger fra dig, som kan bruges til it-kriminalitet som at optage lån eller købe ting på nettet. Hvordan kan du genkende de falske phishing-mails, og hvad skal du gøre, hvis du modtager en?

Phishing er hård valuta

Fortrolige data er hård valuta i kriminelle kredse. De kan bruges til svindel, og de bliver ofte solgt videre til personer og organisationer, der kan sætte svindlen i system og begå bedrageri i større skala. Det er ubehageligt at opleve den form for identitetstyveri, og det kan desværre koste både tid, besvær og penge. I de senere måneder har mange danskere siddet hjemme og arbejdet, og det har betydet en stigning i forsøget på at logge data fra brugere på nettet. Der er med andre ord mange gode grunde til at se sig for!

Hvordan foregår phishing?

Phishing er online svindelnumre, hvor cyberkriminelle lokker dig til at afgive fortrolige oplysninger. Det sker typisk ved at sende dig mails eller sms’er med links til websider, hvor du skal oplyse fx adgangskoder, kortoplysninger, cpr-nummer eller kontonummer. Beskederne og websiderne ligner ofte de officielle fra netbank, en onlinebutik, NemID, Skat eller andre myndigheder, og de 'bedste' af dem er efterhånden svære at skelne fra de originale websider. De kriminelle er desværre blevet meget dygtige.

Hvordan undgår du svindlen?

Sund fornuft, kritisk sans og en fuldt opdateret computer er de vigtigste forholdsregler, hvis du vil undgå identitetstyveri og mailbedrageri. 

  • Hold på dine data – Offentlige myndigheder, netbanker og kortudbydere vil aldrig bede dig om fortrolige data i en mail. Det er et sikkert tegn på snyd.
  • Sund fornuft og kritisk sans – Har du tillid til afsenderen? Har du tillid til butikken? Ser noget forkert ud, eller er tilbuddet for godt til at være sandt?
  • Opdateret computer og software – Opdater løbende din software på computeren. Installer firewall og antivirus, og installer også et spamfilter på dit mailprogram.


Husk, at sikkerhedspolitikkerne på din arbejdsplads også gælder på hjemmekontoret. Tilgå kun virksomhedens netværk via sikre forbindelser, og husk også at begrænse den fysiske adgang til arbejdscomputeren på hjemmekontoret.

Hvad gør du, hvis det alligevel sker?

Er der dumpet en mail ind i din indbakke, som du mistænker for at være en phishing-mail, hvad gør du så?

  • Åbn eller besvar ikke mails fra afsendere, du ikke har kender eller har tillid til.
  • Slet straks mailen eller beskeden uden at åbne den, hvis du tror, det er phishing.
  • Kommer du til at åbne mailen, er det en god idé at skifte dine adgangskoder.
  • Hold øje med dine konti, så du kan reagere, hvis der sker noget mistænkeligt.
  • Kontakt banken, hvis du opdager noget mærkeligt, så de kan begrænse skaden.
  • Fortæl folk, du kender, at du er blevet hacket, så de kan være opmærksomme.


Har du adgang it-support hos din teleudbyder eller via it-afdelingen på din arbejdsplads, kan du også spørge fagfolkene til råds, hvis du er i tvivl.